NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 4 1

jo ikke kjødelige, Præsterne have jo Tunge og Pen

saa vel som jeg. Lad dem bevise, at jeg er en Løgner,

da er jeg jo haardere straffet, end nogen verdslig Magt

kan straffe mig«.

Stiftsøvrigheden var henved sex Uger om at tage Be

slutning om, hvad der skulde gjøres i denne Sag. Omsider

kom der den igde November en udførlig Skrivelse fra Bi

skoppen, i hvilken Grundtvig strængt irettesattes, fordi han

»ved iGejstlighedens højtidelige Forsamling, i Overværelse

af endda ikke saa faa uden for Gejstligheden, at træde frem

med de skrækkeligste Bebrejdelser mod hele Standen

havde tilsidesat den Ærbødighed og Agtelse, som han efter

den ved Guds og Landets Love bestemte Orden skyldte

saa vel sine foresatte som sine største Dels ældre Embeds

brødre«, hvorhos Bispen i Kraft af sit Embeds Myndighed

maa tilføje den bestemte Forsikring, at »hvis De nogen

Sinde oftere vover at fremstaa ved vore Landemoder med

saadannne bitre og beskæmmende Udtalelser mod Gejst

ligheden, som De sidst har fordristet Dem til, skal jeg vide

at træffeMidler, hvorved videre Forargelse kan forebygges,

og Standens Værdighed hævdes. Da bliver ogsaa denne

Sag aaben for Dem, hvorfor den af Dem indsendte Af

handling vorder gjemt i Stiftets Arkiv«. Betegnende

for Biskoppens Syn paa de kirkelige Forhold er den

Kritik af Grundtvigs Udtalelser, han indlader sig paa:

»De har handlet saare ukristelig, naar de dømmer alle

de Religionslærere, der misbillige Deres stormende Po

lemik og ikke ville blande sig i den, for Kristendom

mens Fjender eller dog kun kolde Venner. Ej vil jeg i

mindste Maade nedsætte dem, der indlade sig i saa-

dan Strid, kun kan det ikke til alle Tider og for alle

Fr. W . Horn: Grundtvigs Liv og Gjerning.