247 / 494
23 6
er Tolerance mod de Meninger, Taler og Idrætter, som
stride imod den, skammeligt Forræderi mod Gud og
Sandhed og Menneskeslægten. Kan det være tvivlsomt,
om en Kristen skal afsky, hade og fordømme den Me
ning, at Jesus var en Løgner, eller at det er ligegyldigt,
enten man tror paa ham eller ikke, uagtet Jesus har
sag t: jeg er Sandheden. . . . Ubegribeligt maa det vel
kaldes, at sligt kan glemmes i en Tid som vor, i en
Tid, da der er ingen Sandhed saa høj og hellig, at
den jo blev anfægtet og bespottet, i en Tid, da Løg
nen, naar den tier, tier kun, fordi den tror at have
vundet Sejr, fordi den tror, at Sandheds Hær og Sand
heds Sværd er lagt i Jorden. I en saadan Tid bør
det jo dog staa klart for hver en Kristens Øje, og for
nemmelig for hver en Ordets Tjener, at han maa føre
aaben Fejde imod alt, som strider mod den sande
Lærdom, mod Guds rene, klare Ord. . . . En saadan
Sandheds Tjener har Danmark avlet i de onde Dage
og derved hæderlig udmærket sig blandt Verdens Folke
færd; thi det har avlet ham, der vandrer end iblandt
os som et Minde om de gamle Dage, og et helligt
Varsel for de ny, ham, der sidst nedsteg af Sjællands
Bispestol, den Olding, som vel forestod i Ord og Lær
dom, dobbelt Ære værd1). Men hvad saa’ vi trindt
ham, hvad har vi set, siden han nedlagde Sværdet?
Jeg ved jo vel, hvad man vil kalde Svaret, jeg maa
give, give her i Præstemænds Forsamling, men derfor
maa jeg ikke tie. Skal vi dølge det for os selv, at saa
mange, der end i Løn tilnikkede den djærve Kæmpe
*) N ik o la j' E d in g er B alle.