245 / 494
234
Side fortæller Helveg i sin Kirkehistorie, at »det er
bleven sagt af dem, der vare den Gang til Stede, at
de aldrig havde hørt en saa henrivende Veltalenhed
som denne Sinde«1).
Allerede et Aars Tid før Grundtvig for at vise, at
han ikke agtede at optræde som Sektstifter, havde op
hørt at prædike, var Udsigterne for ham til en Ansæt
telse i Statskirken bleven stærkt formørkede. Det var
hans Foredrag »Om Polemik og Tolerance eller om
Tvist og Taal«, som han holdt paa Roskilde Lande
mode i Efteraaret 1814, der i saa Henseende blev
afgjørende og gjorde en brat Ende paa hans Del
tagelse i disse Præstemøder. For tredje Gang vendte
han sig umiddelbart imod hele Landets Præsteskab og
dømte det ud fra sit bibelske Stade, og ingen Sinde
havde hans Ord været haardere eller hans Dom
mere kategorisk end her. Han begynder med at under
søge, hvad Tolerance er. »Er det et kjærligt Sindelag,
som taaler Fornærmelse, som villig tilgiver, som elsker
sine Fjender, som gjærne vil tro det bedste og dømme
skaansomt; er dette Sindelag og dets Ytring i en mild,
sagtmodig, forsonlig Omgængelse, er det Tolerance,
hvo vil da bestride den? Men hvem tør da sige, at
den er vor Tids Ejendom, Frugt paa det Kundskabs
træ, som Voltaire og hans Jævninger plantede, som
Jakobinere og Sanskulotter gødede med Blod og smyk
kede med røde Huer, i hvis Grene Digtere og Talere
i Skokketal besang sig selv og Træet, belo og beløj
1) G ru n d tv ig h ar sk ild ret disse „tre D ages H æ n d elser paa D anm arks
H ø jsk o le“ i „H ellig trek o n g erly set“ (18x4), h v o raf ovenstaaende
S k ild rin g er uddraget.