240 / 494
menkaldes et almindeligt Studentermøde paa Ehlers’
Kollegium. Der samledes en stor Mængde, og med
den Tanke »ogsaa her at gjøre mit Præsteembede, se
til, om nu, da Hjærterne vare i Bevægelse, nogle gode
Alvorstanker kunde vækkes og fæste sig i dem«, holdt
Grundtvig en i Hast skreven Tale, hvori det bl. a. hed
der: »Ingen kan vente af mig, at jeg skulde love og
prise Ungdoms forfængelige Tanker og forvovne Idræt
ter-, det er sandt, jeg er ung, ogsaa i mine Aarer væl
ter Blodet sig med glødende Ungdommelighed, ogsaa
mit Hjærte banker heftig for det gamle Danmark, det
bankede saa, saa længe jeg mindes fra Barndoms tid
lige Alder, og dets Slag har tonet i min Sang over
Danmarks Skove; men jeg er Guds Ords viede Tjener,
og ve mig, om jeg uden at stirre stadelig paa det
Ord, som bliver evindelig, vilde følge Hjærtets Opbrus
ning . . . . Se, der staa de stolte, de ublu, de Guds
og Menneskers Pjender paa Jyllands Grænse, ja maaske
i denne Nat paa Jyllands Grund, i Jylland, i det gamle,
herlige Land, paa hvis Heder opvoxede Ege, trods dem
i Sølunds Skove, levende Ege, hvis Bul endnu stod som
en Sten mod Kugler og Staal paa Jyllands Hav i de
sidste Dage x) . . . . Hvo er iblandt os saa ublu, saa
fræk og forvoven, at han turde løfte sit Hoved og løfte
sin Haand og sige: Jeg er Dansk, og end tilføje, jeg
vil ikke staa og falde som de, det rager mig ej, hvad
Fædrene gjorde, hvad Landet maa lide, hvad Herrerne
hedde, naar jeg kun i Ro kan opæde mine Dage? Hvo
er den Ungersvend med Levning af Aand og Hjærte,
*) H en ty d n in g til Søofficeren P e te r B u h i, der faldt i K am p en ved
L yngør 18x2.