243 / 494
Han sluttede med at oplæse et Brev til Kongen og
forlod derpaa Forsamlingen, idet han bad dem, der
vare enige med ham, om at følge med. Det viste sig,
at nogle og fyrretyve var rede til at gaa med ham, og
med dem og adskillige andre — i alt vel hundrede —
samledes han saa igjen næste Aften. Her lagde han
dem alvorlig paa Sinde, at »om I blive her, da vil I
faa eders Navne at høre føjede til mit med Latter og
Spot«, og han erklærede, at han langt hellere »vilde
høre sit Navn baaret som en Fabel omkring paa Ver
dens Tunge, fordi alle forlode ham i denne højtidelige
Time, end at de skulde gjøre Løftet ubetænksomt«.
42 af de tilstedeværende J) underskrev Henvendelsen til
Kongen, i hvilken de erklærede, at de var rede, naar
Herren kaldte dem, og at de vilde agte det for hans
Kald, naar Kongen opbød Jyllands Mænd til at værge
om Landet. »Hvorledes vi skulle bruges, det overlade
vi trygt til Deres Majestæt. Vi mene, at naar Opbudet
sker, da var det bedst, at de, som følte Kaldet til at
tale til Folket i Guds Navn, skulde helst som Præster
drage omkring, tale Guds og Kongens Ord og siden
følge Hæren. De øvrige derimod tro vi duelige til at
fordeles i Bondehæren som Underbefalingsmænd, der
ved Lydighed, Mod og Standhaftighed kunde lyse i
den snævrere Kreds og saa at sige bære Hæren til
Sejr«. Inden Brevet underskreves, maatte de paagjæl-
dende besvare forskjellige Spørgsmaal og aflægge for-
skjellige Løfter, og det hele foregik med »en højtide
lig Alvor og til Dels med den inderligste Rørelse, som
232
]) bl. a. P o u l M artin M ø ller og N ikolaj Søtoft.