249 / 494
238
Verden og Frygt for Korset betaget dem, der end for-
gjæves trøste sig ved Jesum Kristum. . . . I har set
mig stride ene, I se, at rolig og uforfærdet staar jeg
her og taler, hvad I mindst vil høre, og vækker Had,
som end har slumret, og ægger Sværd, som end har
hvilet. Og det er jo vist, at rejste sig blandt eder
Mænd at blande deres Røst med min, da skulde først
man skue Hadets fulde Lue, da skulde Tolerancens
Talsmænd ikke hvile, før de, om Gud tillod, fik den
Forfølgelse oprejst mod mig, som de indbilde Folket,
det var min Lyst at rejse mod dem, fik det Fængsel
muret og det Baal antændt til mig, som de løgnagtig
jeg har agtet dem . . . Lad dem vidne, dem,
som saa’ min Vandel, lad dem vidne, de Hundreder,
for hvilke jeg forkyndte Herrens Ord, de Børn, jeg op
lærte i Guds Kundskab, de rige og de fattige, om Hov
mod eller Gjerrighed var der til Syne, om Had og Hævn
har lynet fra mit Øje og smittet min Omgængelse, om
jeg har vandret i Fraadseri og Drukkenskab, i Skalke
skjul og i Uterlighed, 0111 jeg var kold mod Brødres
Nød og døv mod Armods Suk, om ej mit Levned be
seglede min Tro og Lærens Sandhed,, som jeg har for
kyndt! Gud fri mig fra at tænke, det er nogen Ros
for mig, og fra at glemme mine mange Brøst, men jeg
maa sige det i Dag, fordi jeg offentlig beskyldes for en
ærgjerrig, nederdrægtig Hykler, for en hovmodig og
ukjærlig Mand, og paa det ingen skal ved det Skraal
forledes til at vende Øret fra min Tale og Sindet fra
mit Ords Betænkning, derfor maa jeg pege paa mit
Levned som et Vidnesbyrd derom, at Æresyge, Bro-
derhad og Hovmod kan ikke have tilsagt mine Taler,