253 / 494
242
Religionslærere være Pligt at fremtræde paa Kamp
pladsen. Og det er ikke just i saa høj en Grad vore
Tiders Tarv. Thi vel findes endnu hos mange Lunken
hed for Religionen, men Vantroen staar dog ikke mere
frem med den Frækhed og Fanatisme, som i en tid
ligere Periode udmærkede samme. Man begynder le
vende at føle Fritænkeriets Tomhed saa vel som dets
skrækkelige Følger for Menneskets indvortes og ud
vortes Tilstand og at vende tilbage til den Overbevis
ning, at Kristendommen ene kan give Forstanden det
Lys og Hjærtet den Trøst og al borgerlig og selskabe
lig Orden den Fasthed, som man forgjæves har ventet
af den blotte verdslige Kløgt«.1)
Efter dette »farlige Sammenstød« holdt Grundtvig
sig borte fra Præstemøderne i Roskilde. Præstekald
vilde han foreløbig kun have, naar han kunde faa det
i Hovedstaden, og det, lod man ham i Kancelliet vide,
turde man ikke give ham »lige i Næsen paa Bispen
og det høje Præsteskab«. Da han nu fandt sig foran
lediget til at ophøre med sine Prædikener paa Frederiks
berg, var han altsaa udelukkende henvist til at virke
med sin Pen. »At jeg, medens Præsten tier, agter at
lade Skjalden og den boglærde tale, tale især om de
forbigangne Dage, hvad Præsten mener, kan tjene til
Guds Riges Komme, og at opladte Øjne vist skal finde
Kristendom i al min Tale, den lade saa verdslig, som
den vil«, erklærede han i Slutningen af 1815, og denne
Beslutning fastholdt han og gjennemførte den i stort
Omfang. Nær var det for øvrigt ved, at det var bleven
G rundtvigs Sam m enstød m ed B iskop M unter, D ansk K irk e tid e n d e
1879.