250 / 494
\
2 3 9
al den Stund jeg haver vandret tugtelig, retfærdig og
gudelig i denne Verden og forudsagt det, at Had og
Haan var al den Løn, jeg ventede af Verden, og al
drig klaget, fordi jeg overvældedes deraf, og aldrig
knurret, fordi jeg, medens mine Jævninge bosattes og
ophøjedes, stod som forladt i Spot og Fattigdom og
haver end i denne Stund ej det, hvortil jeg kan hælde
mit Hoved. — Hvad jeg har sagt i Dag om Danmarks
Præsteskab, det sagde jeg i Sangens Toner alt tvende
Aar før denne Dag i eders Kreds, men det er saa,
at Sangens Toner agtes mest som Lyd af Bjælder og
ej som Alvors Tale, derfor maatte jeg i Dag forkynde
end det samme slet og ret for eders Øren, og din
Aand, o, Morten Luther, og din, Hans Tavsen, og
eders Aander, Sjællands hedenfarne Bisper, som usyn
lige end svæve over Kildevangen og de snævre Steder,
hvor Guds Ord end lyder, hvor der tales end med
Bibelens og eders Tungemaal, I ere Vidner, I skal
vidne paa den store Dag, at Varselen er sket, at Dom
men er forkyndt for Danmarks Præster . . . Og nu, nu
har jeg talt og frelst min Sjæl, og dersom ej blandt
Sjællands Præster Mænd opstaa at kæmpe mandelig
for Ordet og de kristnes Tro, da har jeg talt for sidste
Gang i denne K reds; thi hvorfor skal jeg vel med
Møje vandre hid og kæmpe med min Svaghed og
græmmes i min Aand og fælde mine Taarer, naar min
Røst skal stedste være som dens, der raaber i Ørken.
0
, vandt jeg og et flygtigt Bifald, og tolkede end Taaren
i jert Øje Vemodsfølelser, og blussede end eders Kin
der øjeblikkelig af en Himmelgnist, hvad gavner det
mig vel, naar Rørelsen er kun som Lynet, der farer