251 / 494
2 4 0
ned og farer op igjen og tænder ingen varig Lue! O,
hvis I mene, at jeg taler her for Ære og Beundring,
da er det vist, at I bedrage eder selv; jeg ved jo godt,
hvormed jeg kunde vinde disse Ting, og noget saadant
er jo stundum budet mig, og I skal være mine Vidner,
at i Steden for at vandre Vejen, som jeg saa’, og følge
Sporet, som jeg overfor, da vendte jeg mig heller; og
hvad jeg kunde vente mig af denne Aftentale, det ved
I vist, og naar min Røst med den forstummer her, da
maa I sande, det var mer og andet, som har ført mig
hid i disse trende Aar, og som bevægede min Tunge«.
Endnu samme Dag udfærdigedes der en af Biskop
pen (Munter) og Stiftamtmanden, der ogsaa havde over
været Mødet, undertegnet Ordre til Grundtvig om at
udlevere den oplæste Afhandling. Grundtvig ledsagede
den Afskrift, han indsendte, med en udførlig Skrivelse,
hvori han, idet han gik ud fra, at Meningen var, at
han skulde anklages for en verdslig Domstol, hævdede
sin Ret til at tale, som han havde gjort. Han frem
hævede, at, om saa alle Landets Domstole kaldte ham
en Æreskjænder, var hans Beskyldning jo ikke derfor
afbevist. »Jeg kan jo ej gjendrives uden ved Bevis
enten for, at Kristendom er ikke sjælden, eller og at
den er ikke Sandhed . . . Fra hver en verdslig Ret
kan jeg udgaa triumferende, om jeg saa maatte lade
Borgeræren og Præstedragten efter mig, ja, om jeg
førtes ud til Retterstedet«. Han tilbød at lade Talen
trykke og da forsvare den eller at møde ved næste
Landemode, »og vil Gud, da skal jeg møde og staa
hver Præstemand til Regnskab«. »Sandheds Rige er
jo ej af denne Verden, og dens Tjeneres Vaaben ere