219 / 494
208
mit S væ rd , mit Skjold og min Hjælm . . . Min Mod
stander, siger, jeg lyver og svæ rger falskelig, at det
ej er Bibelen og ej Luthers Læ rdomme, jeg fører, men
mine egne og andres Vildfarelser. D e t er da aaben-
bart, han eller jeg vildleder fra Sandhed, han eller jeg
er den falske Profet, han #eller jeg er den glubende
U lv, han eller jeg vil myrde eders Sjæle og føde H el
vede med dem- de O rd, jeg har talet til eder i H er
rens Navn, fra den D a g .je g spurgte: »Hvi er Herrens
O rd forsvundet af hans Hus?«, de skal dømme ham
og dømme mig, dømme os nu og p aa den yderste
Dag«. Med H ensyn til d et i Slutningen af ovenstaaende
Citat berørte Spørgsmaal om, hvorvidt det er Bibelens
og Luthers Læ re, Grundtvig fører, et Spørgsmaal, der
selvfølgelig er afgjørende for Berettigelsen af hele hans
H oldning, har han Svaret klart og bestem t paa rede
H aand: »Kjender Recensenten ikke Luthers Katekismus
og den augsburgske Konfession, eller kan han bevise, at
min Læ rdom i nogen T rosartikel afviger fra disse L u
thers Hovedskrifter, disse vor K irkes symbolske Bøger ?
T ø r og kan han ikke dette, hvorledes hænger d et da sam
men, at L u ther var en saadan herlig Mand og Læ rer, men
jeg enFolkeforvirrer, skjønt jeg fører samme Læ rdom som
han? . . . D e t er e t gammelt, men og forslidt Kneb at
rose de hensovne Læ rere og forkæ tre deres troeste
E fterfølgere, dog K nebet har aldrig hjulpet og vil det
allermindst nu, da det er saa let a t høre de dødes
Taler, og da jeg saa lidt som nogen re t K risten svæ r
ger paa Luthers Ord, skjønt jeg bekjender mig til hans
T ro ; kun paa Bibelens O rd stoler jeg , og de skal af-