215 / 494
uden at kjende det m indste dertil. A lt, hvad der ikke
er ægte lutherisk (han taaler hverken Afvigelse til højre
eller venstre), er ham en Vederstyggelighed. H an vil
lige saa lidt vide af det indre L y s som af den prø
vende F ornu ft; Pietisterne og de Filosofer, der, som
Leibnitz og Wolff, have villet bringe K ristendommen i
Harmoni med Filosofien, komme lige m eget til kort.
Næ sten alle Mennesker her hjemme gaar han igjennem,
og naar han i T ex ten har glem t at skolere nogen ud,
kommer d et paa den ubehændigste Maade i Anhanget.
Mig har han, leider dessen, givet et meget godt Skuds-
maal; men var jeg mere frisk, kunde jeg dog ikke
holde mig tilbage«. Hans Christian svarer: »At G rundt
vig skal gaa Ram forbi, gjør mig meget ondt. Havde
jeg væ ret i K jøbenhavn, tro r jeg, at jeg havde over
tag e t dine Partes, om det end ikke vilde væ re blevet
saa kraftigt, som du selv kunde have gjort det. D ette
Menneskes P'ornuftfjendskab har længe gjort mig til
bøjelig til a t tage fat paa ham en Gang. Dog under
jeg ham bedre endnu at falde i dine Hænder. Men
hvo har sagt, at han strax skal have sin Straf? Vil
Gud give dig Helbred til Foraaret, kunde du maaske
endnu tæ nke paa ham«. D a den berøm te Fysiker kom
hjem, kunde han ikke modstaa Fristelsen, saa meget
mere som Grundtvig til alle sine andre Synder nu og
saa havde føjet den, at udgive »En mærkelig Spaadom
ogsaa om Danmark« (
1 8 1 4
). D ette lille Skrift var et
Haandskrift, han havde fundet imellem sin afdøde Faders
Papirer, og indeholdt Forklaring af en Del Spaadomme
i den hellige Skrift »om den store Antikrist eller sidste
Forfølgere«. D en , som (i A a ret
1 7 5 7
) nedskrev disse