213 / 494
202
thi det er kun stæ rke A anded rag til at blæ se Dunster
bort. Hvo der i den lutherske Menighed, som den nu
ser ud, kan skrive om det lutherske T idsrum og tænke
paa a t male til Øjenslyst, ja endog til behagelig Be
tragtning, han er ikke Kristen. Nej, et Billede af K am
pen, af Sejren, først Sandhedens og saa Løgnens, det
maa han male og ønske at kunne indgyde hver Be
skuer den Sorg og Nidkjærhed, der græmmer og op
fylder ham«.
E fter at den almindelige humane Dannelse og Lli-
storien havde nedlagt deres Indsigelse imod V erden s
krøniken og faaet Svar paa Tiltale, kom Naturfilosofien.
D ette T idens videnskabelige Evangelium, som G rundt
vig i sin Afhandling om Religion og L iturgi havde om
talt forholdsvis anerkjendende (se ovfr. S.
1 0 1
), havde
han i V erden sk røn iken1) væ ret m eget slem ved. D et
hedder her: . »Af Fichtes Skole er udgaaet en F lok med
W iirtembergeren Schelling i Spidsen, hvis T al daglig
voxer, og hvis G rundsæ tninger ere de fordærveligste
af alle . - . K ristendommen skal lade sig bruge til et
Billedsprog for aandelige Drømme ligesom de græske
Myther i Julians og hans Sofisters Mund. D et maa
væ re Naturfilosofernes Øjemed, hvad Schelling selv har
vedkjendt sig, a t danne en K aste som Æ g y p ten s p ræ
stelige Troldkarle og lade Menigmand nedsynke i den
skjændigste Overtro, medens de bevare deres Visdom
i Hieroglyfer, thi saaledes maa man vel nævne det
Sprog, de indviede tale og skrive. E n fordæ rvet Ka-
tholskhed, befæ stet ved falske Undervæ rker, er da det,
J) S.
294
.