212 / 494
201
der bør forstaas ved H istoriens objektive Sandhed, al
mengyldige Fremstilling. E n ten var Kristus en Løgner,
da han kaldte sig Sandheden, ja, enten var Gud selv,
som vidnede med ham ved underfulde Gjerninger, ved
Opstandelsen fra de døde og ved hans Læ rdom s Sejr,
enten ere de Løgnere én i begge og begge i én, eller
ogsaa K ristus har al Dom. . . . D et er da kun Spørgs-
maalet, om vi kan i T iderne adskille Kristi Fjender fra
hans Venner-, med en Del er det nemt, thi de, som
nægtede og bespo tted e ham eller forfulgte hans troende,
bestrede hans Ord, og de vare dog vel hans Fjender,
saa længe de gjorde det, de vare dog vel Løgnens
Apostle, dersom han er Sandheden, dem maa dog vel
Sandheden dømme. V idere kunde vi ikke gaa, dersom
der ej var en Bog fuld af Sandheds Ord, en Bog, som
gjemmer m angt et Jesu Ord, ogsaa dem, hvormed han
udtrykkelig har givet Bogen V idnesbyrd som Guds
O rd; men den Bog, B i b e l e n , har vi, den maa en
Kristen tro som ufejlbar, guddommelig Sandhed, og
kan han da vende Ø jet fra den, naar han leder efter
Sandhed i T iderne, fra den, der netop er Tidernes
Lys? . . . Hvem tø r nu sige, at Bibel og Historie ej
have med hinanden at gjøre ? . . . Skal altsaa en Kristen
skrive Historie, da maa han skrive den b i b e l s k ,
kalde al Læ rdom , som strider mod Bibelen, ligefrem uden
videre Bevis Løgn og Vildfarelse, lade Bibelen dømme
Mænd og Tider, thi ene den har R et dertil, den er
Kristi S tatholder paa Jorden. . . . Jeg mener, det paa
en Tid, da selv de bedre have en ukristelig Synsmaade for
Mænd og Tildragelser, er nødvendigt at pege ret tydelig. . .
Med det samme ere mine lidenskabelige Udbrud forsvarede,