211 / 494
2 0 0
dommelig, usvigelig Sandhed og derfor ikke kan lide,
at jeg har opkaldt Tiderne til at vidne om, hvorledes
Gud har beseglet sin Søn og sit Ord. A t du i den
Tid, vi omgikkes, ej havde hin kristne Tro, vil du vist
indrømme, thi deraf udsprang netop den Ulighed i vor
Synsmaade, som du selv i dit Brev omtaler, og som
m aatte gjøre den inderlige Fortrolighed umulig; at du
ej heller havde den, da du skrev dit Brev, er aabenbart
baade af det hele og det e n k e lte ; men at du ej rent
ud siger det, er mig kjært, thi det beviser, at du ej
har forloret din Æ rbødighed. Du vil da indbilde dig
selv, at du ikke er i Strid med K ristendommen, men
med dens Misbrug og Mistolkning, og p aa d e t Stade
indser jeg m eget vel, at du maa gjøre mig stor U ret
og væ re bitter«. Med Hensyn til Hovedspørgsmaalet,
hvor vidt han har væ ret b erettiget til at anlægge den
exklusivt kristelige Maalestok p aa Begivenheder og
Personligheder, som giver Bogen dens Sæ rpræg, hedder
det bl. a . : »Maa ej hver troende Mand, som tro r paa
den levende Gud udi Himlen, som tro r paa hans Lov
i vort H jærte, paa Regnskab og Dom, væ re e n s i d i g ,
holde med dem, som Vare Guds Venner, stride mod
dem, som vare hans F jender? Kun en ugudelig, som
vilde trodsende paastaa, a t K raften og K løgten kan
udsone Brøde, at Gud kan fornægte sig selv, kun han
kan tale uden Harme og V rede . . . N aar da en Kri
sten skal skrive Historie, da kan han aldrig betragte
nogen T ildragelse uden at efterspore dens Forhold til
Kristendommen; K ristendommen maa han lade være
alle Mænds og T iders Dommer, thi K ristendom og
Sandhed ere jo ej to Ting, men én, og her se vi, hvad