NFSGrundtvigsLivOgGjerning

selvfølgelig noget svækkede A ngrebets Virkning i det

hele taget, men der er dog ingen Tvivl om, at denne

et Sprog, som, „saa udansk det end tit er i Ord, dog er ægte i

Grunden og vakte den indslumrede Læselyst, hvorved han

banede Vej for den offentlige Tale til Folket, som, saa misbrugt

den end er bleven, dog efter Tidens Lejlighed er nødvendig til

Oplysning og Forbedring“. Det vejer ogsaa til, at han udrustede

Folket med kraftige Vaaben mod den hyklede Andagt og Guds

frygt, som endnu i hans Dage kom hyppig til Syne, men det

forslaar dog ikke imod den Fortræd, han gjorde „med sin forun

derlige Gave til at se og vise alt bagvendt samt til at bortkyse

Alvor o*g snerte Daarligheder. Forholdet mellem Tid og Evig

hed slog han hen med Spas. Fædrenes Liv afmalede han i sine

Komedier og i Peder Paars som et Væv af Daarskab, og derved

fik man Mod til at anse Gudsfrygten, der hos mange var et

Mundsvejr, for en Del af den gamle Daarlighed . . . Man lærte

at betragte Krøniken som et halvt Æventyr om allehaande pud

sige Ting, et Spil af Tilfælde og Daarskab. Man lo ad de be

rømteste Mænd, ad lærde og Præster, og bildte sig ind, at man

var lige saa god og en Hob klogere end hine, og at hvad disse

latterlige Personer havde at føre, vel ej heller var stort bevendt.

Kort, man turde nu uden Skam bekjende, at man hverken var

Kristen eller havde Agt for, end sige Lyst til boglig Kunst eller

mandelig Bedrift, thi til alt havde man ét Sprog og var vis paa

de leendes Medhold. Dette er ingen Drøm og intet Greb i Luf

ten, men tør Sandhed, og denne Synsmaade kjendes lige fra Hol

bergs Dage i de halve danske Bøger, og nu i Tusenders Tale.

At vurdere Holbergs Brøde er umuligt, han er Nordens Voltaire,

men saa meget bedre end Sydens, at det hartad er Synd at nævne

ham saa; kun i en sunket Tidsalder kunde han opstaa og gjøre

stor Skade. Skyldfri er han ikke, men selv i

kristelig Alder

kan meget af hans Skrift læses baade med Nytte og Behag, thi

hans Spot kan ikke ramme Kristendom eller boglig Kunst uden

paa en Tid, da de drives bagvendt; Misbrugen maa ej skrives

paa hans Regning, og om en Mands Hjærte maa man dømme

varlig“. Som man vil se, er denne Dom i høj Grad selvmod

sigende, men det er dog klart nok, hvad der for Grundtvig, er

det væsentlige og afgjørende i den, og holder man sig til det,

maa man i det mindste sige, at han her ikke opfylder den Ford

ring, han selv stiller til „Krønikeskriveren“, at han skal se og

dømme Fænomenerne i Belysning af deres Tidsalder.