NFSGrundtvigsLivOgGjerning

efterligne W essels overgivne Spas og blev alles Ynd

ling, men øjensynligt var det, at han gjorde Vold paa

sit halve Selv, og lidt mere kræ sne Ganer vilde have

fundet hans fleste R e tte r vandede og flove. Saaledes

fandt han dem uden Tvivl selv, og noget i ham higede

tilbage mod den Tid, da han var lille, da hans Engel

saa’ F aderens Ansigt i Himlene, og K jærlighed h er

skede i H jæ rtet. Dog, Bifald og Y ndest vilde han

vinde, hvad d e t saa end skulde koste •, han fik og de

dyrekjøbte Sæbebobler, da han med mere Hensyn paa

sine Anlæg og sin Tænkem aade kaarede W ieland til

Mønster. . . . H artad mageløs er i Gjengangeren hans

bitre Spo t over sig selv og alle sine Stalbrødre. Uden

Rørelse kan intet H jæ rte følge Skjalden paa hans under

lige Bodsvandring, der ene kan lignes ved Flagellan-

ternes fordum.

H an m indedes visselig af sin gode

Aand om, hvad han burde være, men hans Bedrøvelse

var mest den efter Verden, og det lod, som han vilde

afsone sin Brøde ved at hudstryge alle sine gamle

Venner, der dog vare mere at undskylde end han . . .

H artad altid, naar han vilde synge om Gud og det

guddommelige i Mennesket, hyllede han sig i en D unst

kreds af højtravende O rd og kolde Billeder, thi ingen

kjender Gud uden den, som ham elsker, han haver set

ham. Bløde maa H jæ rtet ved at beskue denne Skjald;

til en herlig Fugl blev han skabt, og vilde han have

svunget sig kjæk mod sit Fædreneland, da skulde det

h ave' ton e t saa liflig i Danmarks Skove til V ederkvæ

gelse for A ander og H jærter, medens Seklerne skride;

men han vilde heller med farvede Vinger flagre i K reds

om Jordens B lom ster; Sommeren er forbi, afbleget er