Previous Page  197 / 494 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 197 / 494 Next Page
Page Background

d en T id gjort mindre Nytte, fordi den ser hen til de

P ræ ste r og Skoleholdere, i hvis Hæ nder den kom «.1)

Ogsaa D igterne stævnede han for sin Domstol. Sæ r­

lig interessante ere hans Udtalelser

0111

Baggesen og

Oehlenschlager, hvilke vi saa m eget hellere anføre, som

vi senere ville komme til at se ham i Fo rho ld til disse

to saa højst forskjellige Naturer og se ham yderligere

hævde d e t Syn, han her gjør gjæ ldende over for dem.

Om B a g g e s e n hedder d e t: »Han begyndte med at

x) „Hvad her er sagt

0111

Salmebog og Lærebog“, hedder det i en

Anmærkning til dette Sted, „vil uden Tvivl den højærværdige

Olding og adskillige andre retsindige Mænd optage mig ilde.

Det har jeg forudset, men enddog jeg har vejet mine Ord, kan

gjærne et upasseligt være indløbet, og det er jeg rede til at be-

kjende, saa snart jeg indser det. I Hovedsagen er jeg derimod

vis paa at have baade Ret i, hvad jeg siger, og Kald til at sige

det . . . Men hvorfor sige det? Vist nok maa det synes temme­

lig ligegyldigt, hvilke Salmer og Lærebøger vi for nærværende

Tid have, men det er dog ikke saa, og hvers Pligt, som ser det,

er at fremkalde Opmærksomhed paa saa vigtige Ting. I en

historisk Skildring kunde en saadan Forandring allermindst for­

ties, og om jeg ogsaa vilde her dulgt min Overbevisning, kunde

jeg ikke engang uden at paadrage mig beføjet Beskyldning for

Partiskhed, thi paataler jeg strængt andres Brøde, maa jeg aller­

mindst tie med offentlige Fejltagelser af Mænd, for hvem man

ved, jeg har Ærbødighed.

„Jeg ved meget vel, at en bedre Salmebog vilde den Gang

hos de boglærde fundet saa megen Modstand, at den knap var

blevet indført, og at de moderne Præster vel i alt Fald vilde i

Kirken undgaaet de bedste Salmer, ligesom de undgaa Lærebogens

fjerde og femte Kapitel; jeg ved ogsaa, at de gamle Salmer med

Aand og Salvelse maatte bort, naar de vare til Spot, men det

vidner kun stærkere om Tidens Fordærvelse, og at gjøre den ret

jjeskuelig, visselig ej at sige ærværdige Mænd Ubehageligheder,

det er min Hensigt. Jeg ved ogsaa, at naar Landet igjen krist­

nes, da vil de gamle Salmer, som ej længere ere i menig Mands

Haand og Hoved, lettere kunne modtage passelig Forbedring og

gjøre langt stærkere Indtryk, men for saadant kan dog ingen

uden Gud forlange Æren.