199 / 494
Farveskinnet, og F jerene graane i de sjunkne V inger;
o, gid Fuglen dog end, før V interen kommer, med den
levnede K raft vilde a l v o r l i g e n stræ be fra Jord, da
skulde end fra Bøgetoppen en Svanesang lyde til Gru
for Guds F jender og til hans Venners Jubel, og F ug
lens Tunge skulde da løsnes til sin besluttede Id ræ t:
den evige Lovsang«. — Om O e h l e n s c h l a g e r hedder
d et i fuld Overensstemmelse med hans tidligere U d
talelser stæ rk t og varm t: »Hans første Digte, som
udgik, ænsedes kun af faa og yndedes af fæ rre ; en
Del af dem avledes ogsaa i en aandelig Rus, men det
m aatte hver sande, som havde nogen Fo rstand paa
Skjaldskab, at aldrig havde nogen dansk D igter gjæ ret
saa kraftig eller lovet saa meget. Hans poetiske Skrif
te r ere derimod en Blomsterkrans, til hvilken Danmark
ej og Tyskland næppe kan fremvise Magen. H artad
alt er udrundet af en høj, m eget af en hellig Begejst
ring, og har sikkerlig virket mere for K ristendomm en
end alle T idsalderens apologetiske Skrifter tilsammen,
thi de herlige D igte m aatte vække, hvad de aandede:
en kristelig S t e m n i n g . Den søde Enfoldighed i Vau-
lundurs Saga m aatte hos mange avle Væmmelse for
det højtravende Svulst, der kaldtes et smukt S p ro g ;
at det er paa den barnlige F rom heds Vinger, ej paa
Kundskabens opdyngede Myretuer, M ennesket kan vinde
til Stjæ rnerne, m aatte visselig falde p aa Sinde ved
mangt et Kvad, medens d e t i henrivende T on er ud
lagdes gjennem A laddin; T idens V anart og latterlige
Hovmod stilledes klart for Øje lige saa vel i de muntre
Kvad om F rejas A lter og Bæ ltsejladsen som i den her
lige Morgenvandring og saa mangen alvorlig Sang om