201 / 494
hensynsløs Dom over alle Forhold, der frem traadte med
en saa afgj ørende Sikkerhed m aatte vække en umaade-
lig Forbitrelse, er en Selvfølge. Grundtvig var, som
ikke blot flere S teder i Bogen, men ogsaa Udtalelser
i hans Breve fra den T id vise, fuldstændig forberedt
derpaa. Han havde omhyggelig vejet sine Ord, og
hvor han syntes, han kunde gjøre det uden a t træ d e
sin Overbevisning for nær, havde han lem pet m angt et
Udtryk, saa at det traad te langt mindre skarp t frem, end
det oprindelig var flydt ham i P ennen ,J) men der var nok
tilbage endda! Hans kjøbenhavnske Venner meldte ham
snart, at han vilde faa et Dusin Injurieprocesser p aa Hal
sen. Dem slap han nu for, »da S taten strax efter N ytaar
spillede klar Bankerot og derved gav K jøbenhavnerne
andet at tæ nk e og a t blæse paa«, men en langvarig
Pennefejde undgik han selvfølgelig ikke.
H an stod
fuldstændig ene i den, og der er næppe nogen Tvivl
om, at der ikke var ret mange, om overhovedet
nogen, der fuldt ud forstod eller billigede hans O p træ
den, selv om de i H ovedsagen delte hans Syn p aa
K ristendommen som den eneste frelsende L ivsmagt og
p aa T idsalderen som en Vantroens Tid, der, hvis den
ikke vendte om, var hjemfalden til Undergang — dertil
stillede han K ravet alt for absolut. D et er ogsaa sik
kert, at han paa enkelte Punkter kom til at dømme
anderledes og haardere, end det S tandpunkt, han stod
paa, i og for sig med Nødvendighed m ed fø rte2), hvilket
J) Saaledes havde han f. Ex. oprindelig udtalt sig langt haardere
om Bastholm, end det anførte Sted viser. Se L. Schrøder: Til
Minde om Povel Dons.
2) Man se f. Ex. hans Udtalelse om Holberg. I den ene Vægt-
skaal lægger han det danske Bogsprog, den store Satiriker skabte,