186 / 494
175
om trent jævnsides, dog tit ud tryk te mig saa daarlig og
letsindig om de gamle A fguder og Kæmper, a t det kun
anstod et kristent Menneske hel ilde. T ak k et være
den Aand, som baade nødte mig til at lovsynge
Kæmpelivets U ndergang og, da jeg vilde kvæde om
et Optrin af Kæmpelivet, styrede mit Øje hen paa det
blodige, forfærdende Billede af Volsungers Liv og Daad!
Dobbelt ta k k e t væ re han, fordi han lempede det saa,
at Kvadet kunde tab e sig i en Jesu Kristi Lovsang!
Gid nu denne kun m aatte gribe nogle om H jæ rtet, at
de maatte indse, hvorledes Dvæ rgelivet nu om Tide,
ligesom Kæmpelivet fordum, mest ikkun er en tro Af
bildning af L egem ets Vilkaar, og at dette nu som da
raader over Sjælen! Med denne Indsigt fulgte da vel
en anden: at vo rt eneste sande Fortrin er Kundskaben
om et Liv i K risto, hvor K raften er Kjærlighedens
Arm, og hvor K jæ rligheden er aandelig og ren, da intet
elskes, uden fordi d et er født af Gud«. Hvad D igtet
fører i sit Skjold, fremgaar klart allerede af M ottoet:
»Alt K jød er som Græs, og al Menneskets Herlighed
som G ræssets B lom st; G ræ sset visnede, og Blomsten
faldt af — men Herrens O rd bliver evindelig«. I det
smukke Indledningsdigt til Povel Dons hedder det
blandt a n d e t: .
Fra Island jeg en Bavtasten har bragt,
som rejstes over store Helteslægter, '
og Runerne med Flid jeg har udlagt,
men Korset lofter jeg, saa højt jeg mægter.
Det knejse skal i Nordens vilde Egn
som Jesu Kristi store Sejerstegn:
han vandt i Nord, og han hos mig har vundet.
Roskilde-Rim, ogsaa e t af Grundtvigs betydeligste