181 / 494
jeg mellem Tysklands navnkundige læ rde ved af at
sige«. »Hver retsindig skal mærke«, hedder d et her,
»at jeg ej er anderledes Svæ rm er end L u th e r og alle
de sindige Mænd, der tro ed e fast p aa Guds skrevne
O rd og lød d et i menneskelig Skrøbelighed efter den
b ed ste Indsigt, de ved ærlig og rolig G ranskning under
den Helligaands B istand kunde erholde. Skal saadanne
Mænd kaldes Sværmere, da vil jeg kaldes ligedan, og
Gud give mig Naade til at svæ rme som de, at fæste
Ø jet ikke paa d et synlige, som er timeligt, men paa
d e t usynlige, som er evigt, altid a t have mere Behage
lighed til at fare her fra og væ re med Herren, hvor der
er m eget bedre, hvor der hverken er F ristelse eller
Fare, Sorg eller Strid eller Pine, hvor Gud aftørrer al
G raad af de gudfrygtiges Øjne. L a d kun andre mene,
a t de igjennem alle Planeter kan krybe til Faderens
H u s; jeg ved, d et gaar ikke an, og var d et end saa,
vilde jeg dog langt hellere, naar K lokken ringer, naar
Hammeren slaar p aa Malmet ved M idnatstid, med voxne
V inger følge V i s e r e n i lystelig Sværm op over alle
Himle. Hvo, sjam vil med, han k om m e ! Gud har Vin
ger og Rum til os alle, thi i hans Hus ere mange
V æ relser; Viseren, den Helligaand, kalder os alle gjen-
nem d et skrevne Ord, tilbyder os T roens, H aabets og
K jærlighedens Vinger«. Denne kraftige Prædiken, som
i Forbindelse med den næ sten lige saa lange Fortale,
d er er væsentlig nødvendig for den fulde og re tte For-
staaelse, stæ rk t og indtrængende »udlægger den bed rø
velige Sandhed, at vi ikke længere ere Lutheraner«,
fo rd i, vi have sluppet det, der for L u th e r var e t og alt,
den levende T ro i A and og Sandhed paa Guds Ord,
1 7 0