182 / 494
er allerede i og for sig en langt modnere og vægtigere
P rotest imod T idens V antro end Dimisprædikenen, og
den har for saa vidt en langt større Rækkevidde end
denne, som G rundtvig her, saa a t sige ved den frem
medes Grav, naturlig kommer til at vende sig ikke blot
til sine Landsmænd, men til hele den lutherske K ri
stenhed, hvad der giver hans Ord en Baggrund, der
gjør dem endnu virkningsfuldere. Den blev, kort efter
at den var udkommen, oversat paa T y sk og hilsedes
ligesom D im isprædikenen varm t af Jung Stilling. »Det
er igjen en K jæ rneprædiken«, skrev han, en »alvorlig
Protest imod den i vore Dage saa fremherskende
Tænkemaade. Fo lk rynke paa Næsen over, at en ung
Mand træ d e r saa stæ rk t frem, men naar de gamle tie,
maa de unge skrige, naar de have Mod dertil. Herren
sagde til Je rem ia s: Sig ikke, jeg er for ung — og den,
hvis Læ ber han har rø rt saaledes som Grundtvigs, har
vel R et til a t tale«.
I de D igtervæ rker, Grundtvig frembragte, medens
han var i Udby, klinger, hvor forskjellige Æm ner de
end behandle, den religiøse G rundtone igjennem fra
først til sidst. D et gjør den, om man saa vil, i saa at
sige alt, hvad han har digtet, men uden for hans umid
delbart religiøse D igtning kommer den dog maaske paa
intet Punkt af hans L iv saa inderlig og mægtig frem, som
i hvad han skrev i disse Aar. Man føler, at det kriste
lige ikke blot stod i Forgrunden i hans Sjæl, som det
fra nu af gjorde lige til det sidste, men at det væ sent
lig trængte alle andre Interesser til Side, a t han hvilede
glad og tryg i den Tro, han havde vundet. Med
et ganske særlig stæ rk t subjektivt P ræg frem træder
i ? i