NFSGrundtvigsLivOgGjerning

167

men græd, da vi saa’, han g ræ d « .1) E n gammel Kone,

der var bland t hans Konfirmander i Udby, har fortalt,

»med hvilken N idkjæ rhed »den unge Grundtvig« forbe-

redede Børnene, og navnlig sidste Gang, han havde

dem sam lede om sig, hvorledes han efter i flere Timer,

som han plejede, a t have talt med dem og til dem og

formanet dem paa det inderligste faldt paa sine Knæ

midt i deres K reds og bad for dem med høj R øst un

der mange Taarer, at dog Herren vilde bevare dem,

saa de m aatte blive i hans Pagt. Derefter stod han

op, dybt b evæ g et, og gik ind i e t Sideværelse, men

de kunde tydelig høre, hvorledes han der i Enrum blev

ved at b e d e « .2) — De fattige havde en god S tø tte i

den unge Kapellan. »Det huskes saa god t her i Egnen,

at P ræ stegaardskarlen en Gang i Saatiden kom ind til

den gamle P ræ st og bad om Penge til Sædekorn, for

det, der havde ligget paa Loftet, havde Kapellanen ud

delt til Fattigfolk.

D a den gamle spurgte Sønnen,

hvordan d et forholdt sig, skal denne blot have svaret:

Ja, Fader, hvad prædike vi om? « 3)

Men skjønt G rundtvig røgtede sin Præstegjerning

med Flid og N idkjæ rhed, saa at han efter Faderens

Død af sin P rovst fik d et V idnesbyrd, a t han »med

redelig og sindig Iver har arbejdet troligen til sand R e

ligiøsitets og Sædeligheds F remm e, sam t med Nøjag

tighed og Duelighed iagttaget Præ steem bedets andre

*) Den Grundtvigske Slægt i Udby Præstegaard, af Th. Mø l l e r

(Kapellan i Udby), Nordisk Maanedskrift

1874

, I.

2) C. Br andt i Kirkelige Lejlighedstaler af N. F. S. Grundtvig.

s - 353-

3) Th. Mø l l e r anf. Afh. S.