175 / 494
Jeg rejste mig, alt som en Blomst, der mat
sit Hoved har i Dagens Hede sænket,
men kjæk det løfter udi Sommernat,
af mild og kvægsom Himmeldug bestænket.
Nu Kirketaarnet løfted sig der oppe
ved Grinebakken mellem Asketoppe;
blandt hine Aske leged jeg som Dreng,
og slumred under dem saa sødt i Eng;
men hvad er disse dunkle Barneminder
mod lyse Anelser af Manddomsfærd!
Saa mangt et Baand til Kirken hist mig binder:
det skjøreste er, at jeg døbtes der,
det; stærkeste, at Gud mig sendte did,
og hvor min Fader i saa lang en Tid
gudfrygtig talte Herrens rene Ord,
nu jeg skal tale til det aabne Hjærte,
velsigne Folket fra det høje Kor,
med Ordets Balsam lindre Sjælens Smerte.
Hvad jeg mon tale under hvalte Bue,
og hvad jeg taler i den lave Stue,
mig selv kan røre, glæde og husvale;
thi ikke min, men Herrens egen Tale
det er, som mig udgange skal af Mund
og trænge stærk til dybe Hjærtegrund.x)
ven. Men Gud være Tak, som giver os Sejr formedelst vor
Herre Jesus Kristus. Derfor, mine kjære Brødre! bliver faste,
ubevægelige, frugtbare altid i Herrens Gjerning, vidende, at eders
Arbejde er ikke forfængeligt i Herren“.
2) Farvel til min Ven F. C. Sibbern, Juni
1811
. (Poetiske Skrif
ter I,
326
).