NFSGrundtvigsLivOgGjerning

havde Sønnen im idlertid »den inderligste Lyst« til at

tage den Gjerning op, som han fra først af kun havde

erklæ ret sig villig til, fordi han syntes, a t han ikke

kunde væ re andet bekjendt. Saa snart han, hvad der

ikke varede længe, havde overstaaet den »svare Sinds

sygdom« — »Anfægtelser« kaldte hans gamle F ader

den med T a k og Pris — og faaet Ro i sit Sind igjen,

søgte han a t skaffe E ad e ren hans Em bede tilbage og

selv at faa L ov til at blive hans Medhjælp, og han tog

det ligefrem for et T egn p a a , »at vor H erre ikke rent

havde slaaet H aanden af ham«, om det lykkedes. Der

var store V anskeligheder a t overvinde, og at de bleve

overvundne, skyldtes for en stor Del Biskop Balle, som

varmt stø tted e sin unge F ræ ndes Sag. Resolutionen

om F aderens A fsked var allerede falden (i Decbr.

1 8 1 0

); der var ledige Kapellaner i S tiftet, hvilket alle

rede én Gang var bleven anført som Hindring for Op

fyldelsen af den gamle P ræ sts Ønske, og endelig havde

Sønnens opsigtvækkende O ptræ den selvfølgelig i høj

Grad vanskeliggjort Stillingen. Kancelliet sendte A n

søgningen til Biskop M un ter, der hverken turde 'anbe

fale eller fraraade den. Han var meget betænkelig ved

at an sæ tte en Mand med formentlig saa uklare Anskuelser

om K ristendomm ens N atur og Væ sen — Grundtvigs sidste

Skrift »Nytaarsnat«, som B iskoppen indsendte til Kancel

liet, for at det selv kunde overbevise sig om Rigtigheden

af hans D om , »indeholder helt besynderlige Ytringer

og fører overalt den nyere Skoles mystiske Sprog, som

ikke stemmer med den sunde bibelske og fornuftmæs

sige K ristendom , og hvis Udbredelse eller Herredømme

ej vilde væ re til Baade for Kirken«. Men paa den an-

Fr. W. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning.

I I