NFSGrundtvigsLivOgGjerning

159

dygtig stor«. Han var endnu ikke moden til den store

Gjerning, han skulde gjøre, og han skulde kun modnes

til den igjennem bitter L idelse og Kamp.

D et stille, stolte Sværmeri var som et Havblik før

Stormen. D e t var vidt forskjelligt fra det Liv, der snart

skulde fylde ham, men det var ogsaa vidt forskjelligt fra

det, der hidtil havde rø rt sig i ham, og det er nu let

at forstaa, a t han var »nær ved at synke i Jorden«,

da han efter at have strid t imod saa længe som mu

ligt m aatte bøje sig og modtage den Irettesæ ttelse, han

var bleven ikjendt. »Nu, nu, da det skulde stemples

til borgerlig Brøde blot literæ rt at beklage den gamle

Kristendoms Forfald«, skrev han mange A ar senere, *)

»ja, nu m aatte B lodet vel en Gang koge selv i de koldeste

Kar hos en fribaaren poetisk Natur, der en liden Stund

var drevet med Strømmen fra hans Barndoms T ro og

Kæmpedrømme, men var, da Alvorstimen slog, vendt

tilbage, havde i H istorien skuet den gamle Kristendoms

Triumf gjennem T iderne, havde i hine Danmarks tunge

Dage dyb t følt, hvad ham fattedes, men nu hartad

glemt det over nordiske Kæmpedrømme — hvad Under,

at han pludselig vaagnede i Gru, i Forfærdelse, i glø

dende Harme, da d et end ikke m aatte være ham til

ladt, naar han i D rømme besøgte den faldefærdige

Kirke med sine Fæ d res G rave, at ofre den og deres

Ihukommelse og de graahæ rdede, som forgjæves søgte

deres T ro og deres T rø st hos de unge Præster, at ofre

det alt en Taare, som jeg end mindes grandt randt uvil-

kaarlig og faldt paa Papiret, da i min Drømmeprædiken

*) I den af Censor

1827

undertrykte, først

1866

løsladte Afhand

ling Om Religionsfrihed.