169 / 494
flere nordiske D igtninger fra hans H aand end den om
Volsunger og Niflunger, som tilfældige Om stændigheder
have forsinket, men som hele Sommeren har ligget
næ sten færdig til T rykken. »Vil nogen spørge«, tilføjer
han, »hvi jeg saa hurtig forlader d et gamle Norden,
hvor jeg dog gjorde A nstalter til et saare varigt Op
hold, da tilstaar jeg frit, at d et hverken er, fordi jeg
tror, at Billeder fra Hedenold ere ulystelige, eller fdrdi
jeg erkjender mig under andre Om stændigheder udyg
tig til at give saadanne, men fordi en K risten i nær
væ rende T id maa have vigtigere Sysler end a t tolke
Syner, som i en saa upoetisk T id de fleste maa gabe
over, og som ej kunne bidrage synderlig til Sjælens
Frelse, der trods al L a tte r af den nedsjunkne og for
vildede F lok dog stedse maa væ re det, en kristelig
Skribent næ rm est har for Øje«. Hvad det kristelige
angaar, da er det klart, at han nu vidste, »hvad han
skulde tro og gjøre, hvor K raften var a t finde, og hvis
Æ ren skulde være«, men de Rim i »Nytaarsnat«, som
fulgte efter Fortalen, kunde vel, som han siger i den
Efterskrift, hvormed han ledsagede dem, da han senere
optryk te dem i »Kvædlinger«, »lært en ret opmærksom
Kristen, hvad jeg m aatte lære i en haardere Skole: at
man kan vide meget, som man hverken føler eller følger,
eller dog kun h alv t; thi Rimene vise, a t jeg endnu
lagde megen Væ g t paa T roen af den G rund, at den
er den eneste Rod, hvoraf e t aandeligt T ræ med liv
lige Safter, med stæ rke Grene og dejlige F rug te r kan
t i m e l i g opvoxe — at Bekymringen for Sjælen og
dens evige Salighed, min egen og Næstens, var endnu
hel ringe, men min L y st til at tækkes Verden endnu
1 5 8