164 / 494
153
sendt i Oktober 1806, trykt Februar 1807), »trods de
højtravende Ord og Talemaader, som vanhelde den, ej
tillod Tvivl om ærlig kristen Tro, da den er en Krigs
erklæring mod Bibels og Kristendoms Fjender. At jeg«,
vedbliver han, »formedelst Mangel paa inderlig Kjær-
lighed til Gud og Næsten og Attraa efter forfængelig
Ære i hele fire Aar nølede med ret at begynde den
forkyndte Krig og ansaa det med saa mange Kristne
for en lovlig poetisk Frihed at tale om Afguder, som
om de vare noget, ansaa det med dem for rigtigt at
sysle med Bøger og aandelige Ting uden strængt Hen
syn paa Bo g e n og Kristendommen, det .er des værre
sandt, men at jeg aldrig tog min Krigserklæring tilbage
eller dulgte min Kristendom, det er ogsaa sandt, ja,
alle mine Arbejder af nogen Vidde bekjende udtrykke
lig bibelsk Kristendom som m in Religion, skjønt de
stræbe at lempe sig efter Tidens Tolerance. Saaledes
bekjendte jeg mig i Afhandlingen om Videnskabelig
hed for Kristen og i de fleste Dele luthersk Kristen,
saaledes erklærede jeg i mine mest sværmeriske Ar
bejder, »Om Asalæren« og »Nordens Mythologi«, Kri
stendom for den rene, aabenbarede Sandhed og lov
priste kun Asalæren som det sandeste, Mennesker have
digtet, som det sandeste, man kunde have uden for
Palæstina, før Kristus kom til Jorden; saaledes vidner
Optrinene af Kæmpelivets Undergang utvetydig om
kristen Tro hos ham, som fremstilte dem, og endelig
fornyede jeg i min Dimisprædiken (1810) den Krigs
erklæring, i hvis Aand jeg strider og med Guds Hjælp
skal stride saa længe, til Han byder mig at nedlægge
Vaaben for at indgaa i den Hvile, hvorefter Hjærtet