160 / 494
149
vider«. Det almindelige, af mange troede Rygte, at
han skulde have lovet sin Censor ikke at udgive sin
Dimisprædiken i Trykken, betegnede han senere i en
offentlig Erklæring som en lige saa latterlig som grov
Usandhed1) — det havde rimeligvis sin Oprindelse fra den
ovenfor omtalte Bemærkning i det Exemplar af den
skrevne Prædiken, han leverede Muller. Fakultetet
kom til det Resultat, at »naar en Moralist afmaler
en Tidsalders Stemning, naar han f. Ex. skildrer
Tidernes overhaandtagende Forlystelsessyge, mener
han derfor ikke, at hver og en ogsaa er nedsænket
i det samme Fordærvelsens Svælg . . . Ligesom
det nu aldeles ikke af Forfatterens almindelige Ytrin
ger nødvendig følger, kan det heller ikke med over
vejende Rimelighed antages, at hans Hensigt skulde
have været med Prædikens Udgivelse at nedværdige
Prædikanternes Stand. . . Det forekommer os, at, om
Kandidat Grundtvigs Forhold ved i Trykken at udgive
sin Dimisprædiken skulde synes at fortjene nogen Anke,
han dog ej burde indstævnes for Domstolene, men
snarere vorde Gjenstand for en Irettesættelse, i Fald
ikke hans herved følgende Erklæring endog derfra skulde
befri ham«. Biskop Munter tiltraadte Fakultetets Forslag
om, at Sagen skulde afgjøres med en Irettesættelse,
men tilføjede, at den burde være »skarp og alvorlig«.
Universitetsdirektionen kom ligeledes til det Resultat,
at han havde begaaet en Forseelse ved at lade Præ
dikenen trykke, men at Straffen burde være disciplinær
og ikke idømmes af Domstolene. Det vilde Grundtvig
b S kilderiet io d e N ovbr. 1810.