NFSGrundtvigsLivOgGjerning

mig, men man maatte gjøre lidt for Gejstligheden, og

han havde selv oftere forgjæves formanet den til at

prædike lidt mere bibelsk — alt sammen fordi man

tænkte, det var over denne latterlige Sag, jeg var nær

ved at synke i Jorden« tilføjer han. A. S. Ørsted havde

hele Tiden været af den Mening, at vilde Præsterne

stævne ham for det, vilde det være lige saa klogt, som

om hele Slægten vilde stævne Fichte for hans »Grund

træk af Nutiden«, og man sagde forvist, at da Clausen

havde^ talt med Justitiarius i Højesteret, Kristian Col-

bjørnsen, havde denne bedet ham tage sig i Agt for

Domstolene, der efter Loven var nødte til at give

Grundtvig,Ret. Den Tort slap Præsterne nu for, fordi

Kancelliet ikke vilde lade Sagen gaa sin retslige Gang,

men mange følte, at Grundtvigs Dimisprædiken i Virke

ligheden, som Mynster senere sagde, havde »givet Kjø

benhavns Præsteskab Anledning til at prostituere sig«.

Naar han var »nær ved at synke i Jorden«, havde

det, som alt oven for antydet, ikke sin Grund i Irette

sættelsen eller hele den »latterlige Sag« i og for sig, saa-

ledes som den fra første Færd af stod for ham; den

tog han sig, for saa vidt den angik ham selv personlig,

aldeles ikke nær, og længe tog han den i det hele

taget temmelig let.

»Da det rygtedes, at Præsterne

vilde sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa

mig hængt eller brændt, da lo man trindt omkring mig,

og jeg lo med, som man endnu kan se i min første

Nyaarsgave »Idunna«, som da var under Pressen«.1)

i 5 i

') „Iclunna, en N ytaarsgave for 1811“ udkom i D ecem ber 1810

og in d eh o ld er foruden alvorlige D igte og F o rtæ llin g en Tirfing

ogsaa en D el Skjæm tevers.