157 / 494
1 46
af en højere Rod, ene mægter at neddæmpe Forstan
dens ængstende Tvivl, trøste det kummerfulde Hjærte
og lede Mennesket stadig gjennem Fristelse og Gjen-
vordighed paa Retfærdigheds og Helligheds trange Sti,
o, da lader os ej mismodige spørge: hvem tror vort
Ord? men tillidsfulde udbryde med Apostelen: Troen
kommer af Flørelsen, og Guds Ord er det, som skal
høres!«
Sex Aar efter, da han i sine »Bibelske Prædikener«
(1816) optrykte dette vigtige Aktstykke i hans og Tidens
Historie som en »Fortale til sine Prædikener«, betegnede
han Dimisprædikenen som »meget for fattig paa Aand og
Kraft, fattig paa Liv og Salvelse, ikke fri for tomme
Rhetorvendinger, ej heller fri for Ubillighed; thi idet
den synes at skyde al Skylden for Kirkens Svindsot
paa Præsterne, skyder den i Grunden Skylden paa
Gud, der nok vilde baade finde og løse Tunger, naar
han fandt Øren til at høre«, og i Virkeligheden havde
han, som han siger i Kirkespejlet (1871), udtalt sin
Betragtning af Tidens kirkelige Tankegang langt skar
pere i Afhandlingen om Religion og Liturgi. Medens
denne var gaaet upaatalt hen og endogsaa var bleven
rost, vakte Dimisprædikenen, der, langt fra at være
noget Opraab til Kamp, kun var som et stille Suk over
Tidens Ukristelighed, imidlertid et sandt Ramaskrig
blandt Kjøbenhavns Præster.
Stiftsprovst Plum ved
Frue Kirke omsendte et Cirkulære til alle Hovedstadens
Præster om at føre Klage over Grundtvig i Anledning
af hans Prædiken, der »indeholder Beskyldninger mod
vor hele Stand, hvilke
Ministerium hafniense
nærmest
synes beføjet til at fralægge sig«. Om tre vide vi