158 / 494
i
4 7
med Sikkerhed, at de ikke skrev under. Sognepræsten
ved Frelserens Kirke, den gamle Professor Otto Fa-
bricius, en alvorlig og stræng Mand af den gamle Skole,
som i sin Tid var optraadt imod Bastholms liturgiske
Forslag, gav Cirkulæret følgende korte og fyndige
Paategning: »Jeg finder ham (Grundtvig) tale om Mæng
den af Religionslærere, og deriblandt føler jeg mig
ikke truffen«. Kapellanen ved samme Kirke, Rasmus
Fenger, bad sig af samme Grund »fritagen for at under
skrive Klagen«, og Præsten Mølsted ved Vartov und
skyldte sig med Mangel paa Tid til fornøden Gjen-
nemlæsning og Overvejelse af Dimisprædikenen —
Plum havde bedet om, at Skrivelsen maatte »cirkulere
hastig« —, men tilføjede udtrykkelig, at han havde den
Bevidsthed, at »ingen af Hr. Grundtvigs Beskyldninger
kan angaa mig«1). Det er ikke usandsynligt, at adskillige
andre ligeledes have bedet sig fritagne, saaledes at de sex,
der underskrev den til Kancelliet under 29de Maj indgivne
Klage, i Virkeligheden kun talte i deres eget Navn.
Hovedmanden var den alt oftere nævnte H. G. Clausen,
Kapellan ved Frue Kirke. Klagen var meget skarp:
»I denne udgivne Dimisprædiken«, »har Hr. Kandidat
Grundtvig været forvoven og skamløs nok til med
rene Ord at sige 0111 os Religionslærere til Hobe, at
vi ere samvittighedsløse, fejge, af Hovmod forblindede
Sandhedens og Religionens Forrædere, nedrige Hyk
lere og forsætlige Folkebedragere . . . I Form af en
Prædiken, og hvad værre er, af en Dimisprædiken, har
Hr. Grundtvig ladet trykke et aabenbart Skandskrift
mod den hele Stand af Religionslærere . . . Vi have
J) D ansk K irk e tid e n d e
1873,
Sp.
109, 1874,
Sp. 135»
1 0
*