161 / 494
nu ikke uden videre finde sig i. Han indgav i Slut
ningen af Oktober en Ansøgning til Kongen, om at
Sagen maatte blive forfulgt efter Lands Lov og Ret.
Dette fraraadedes imidlertid bestemt af Kancelliet, sær
lig fordi Biskoppen gjorde gjældende, at det var urime
ligt, »aten Sag, der stod i umiddelbar Forbindelse med
Religionen, gjordes til Gjenstand, for de borgerlige Dom
stoles Kjendelse«. Hans Ansøgning blev henlagt, og
den 5te Januar 1811 faldt Kongens Resolution, i Følge
hvilken han maatte møde for Konsistorium og modtage
en Irettesættelse — eller rettere høre paa Oplæsningen
af den kongelige Resolution om, at han skulde have
en Irettesættelse — »fordi han imod sit Løfte havde
givet denne Prædiken i Trykken og ved nogle An
meldelser i de offentlige Blade røbet den Hensigt at
gjøre Opsigt«. Han synes at have været lige saa
uskyldig i den anden paaankede Forseelse som i den
første — ingen har i alt Fald til Trods for megen Søgen,
saa vidt vides, kunnet finde saadanne »Anmeldelser i
de offentlige Blade«.
Det var en tvivlsom Sejr, Præsterne havde
vundet.
»Selv Hornemann (den theologiske Pro
fessor, »Spotteren«)«, fortæller Grundtvig i Kirke
spejlet, »ynkedes over mig, saa han fulgte mig ned i
Studiegaarden og bad mig blæse ad det Vanheld, som
ogsaa Langebek havde haft. Moldenhawer, som nu
var Sjælen i Universitetsdirektionen, græd over mig
som en gammel Romer ved Tanken om Lykkens Usta
dighed, og Kaas, som var Præsident i det danske
Kancelli, forsikrede mig, at baade Kongen og han vidste,
jeg havde Ret, saa det skulde ej i mindste Maade skade
iS»