163 / 494
1 52
Det varede imidlertid ikke længe, før Sagen antog en
helt anden Karakter for ham, idet der foregik et fuld
stændigt Omslag i hans Sjæl. Vi have set, hvorledes
det oldnordiske, lige fra han overhovedet var vaagnet
til aandeligt Liv, havde staaet i Forgrunden i en saadan
Grad, at det ikke er at undres over, at han af Folk i
Almindelighed opfattedes som en løjerlig Sværmer, der
næsten maatte siges at prædike Asalæren som et Evan
gelium. Han har senere1) imødegaaet denne Opfattelse,
som just fordi det, der havde givet Anledning til den,
havde været saa stærkt, vedblev at holde sig længe
efter, at det var traadt tilbage for ganske andre Inter
esser, og med rette peget paa, hvorledes det kristelige
dog bestandig var gaaet Haand i Haand dermed.
»Hvad mit forrige Hedenskab angaar«, siger han i
dette Tilbageblik, »da er det des værre sandt, jeg har
været Hedning som saa mange Hundrede boglærde i
de sidste Dage, det vil sige, der var en Tid, da jeg
havde forloret min Tro paa Kristus og Guds Ord og
troede kun paa Fornuften, men i anden Betydning var
jeg det aldrig, og kun som Kristen kjender Menigheden
mig, skjønt min Skrivemaade i det enkelte vist nok
lige til 1810 tit var usømmelig for en Kristen. Sand
heden heraf maa alle de, som have kjendt nhg, stad
fæste, og jeg maa igjen ved denne Lejlighed erindre
om, at Beviserne herfor ligge for Publikums Øjne«.
Han gjennemgaar derpaa sine tidligere Arbejder og
hævder, at Afhandlingen om Religion og Liturgi, der
er skrevet samtidig med den om Sangene i Edda (ind-
J) i en lille A rtik e l „Om A fg u d e ri“ i S k ild eriet 22de J u n i 1813.