168 / 494
bestemmer den blot som en S træben efter klarere
Indsigt i K ristendommen, om hvis Sandhed ingen Tvivl
kan være.
Saaledes er d et ikke alene tilladt, men
endog ueftergivelig Pligt for de. K ristne at drive Kund
skaben i de døde Sprog, om Naturens og Historiens
Hemmeligheder til det højest mulige Trin, kun at alle
disse V idenskaber træ d e villig i Kristendommens T je
neste, thi naar de ville staa ved sig selv og dyrkes fol
deres e g e n Skyld, da er d et jo klart, at de ere Af-
guder, den menneskelige Hovmods besm ittede Børn,
der lede deres D yrkere og alle ubekræ ftede bort fra
den korsfæ stede og efter hans eget Udsagn fra Salig
hed. . . Med den V ished vil vel ingen mene, at jeg i
næ rvæ rende T id salder kan vanke rolig om mellem det
gamle Nordens Kæm peskygger. N edkaste mig i den
brusende Strøm , d e t maa jeg, henrive mig mægter den
ej, men om den skal lukke sig over mig, derfor raader
den evige. P aa R anden af det bundløse Svælg, mod
hvilket T idsalderen blind fremhaster, der vil jeg stande,
jeg vil udspæ nde for den sit eget Billede, og ved
Siden vil je g stille to luende B lu s: Herrens Ord og de
forbigangne T iders V idnesbyrd.
Kalde og varsle i
Herrens Navn, d e t vil jeg, saa længe han forlener mig
Kraft og tillader mig at opløfte Røsten, thi hans er
Magten og Æ ren i al Evighed«.
D et fremgaar jo klart nok af disse stæ rkt bevægede
Ord, at L odden for saa vidt var kastet, som det stod
fast for ham, a t han vilde vie sit Liv til Guds Tjeneste.
Beslutningen om Opbrud fra gamle Norden, der saa
længe havde fortryllet ham, var urokkelig tagen. Han
meddeler i Fortalen til Idunna, at der næppe udkommer
x57