153 / 494
1 4 2
gamle Fader, det Aar lian blev Jubellærer, skulde nødes
til at nedlægge sit Embede, fordi hans yngste Søn,
som dog havde Attestats og Præstealder, ikke vilde
opgive sine glimrende Udsigter i Hovedstaden ved at
blive personel Kapellan i sin Fødeby«. Flan besluttede
da at tage denne Gjerning paa sig og maatte derfor
gjennemgaa den sidste theologiske Prøve før Ordina
tionen, prædike til Dimis. Det var den 17de Marts
181o, han holdt den Prædiken, der er bleven saa navn
kundig i vor Literatur. Den blev efter Skik og Brug
holdt i den tomme Regenskirke, kun i Overværelse af
den af Fakultetet beskikkede Censor, Professor Peter
Erasmus Miiller, og maaske enkelte andre. Til den Af
skrift, Grundtvig efter Sædvane havde overgivet Miiller,
før Prædikenen blev holdt, havde han føjet følgende
Ord: »Min højærværdige Censor ville tillade mig den
Bemærkning, at Prædiken er ikke saaledes, som jeg
vilde holde den for en blandet Forsamling, men saa
ledes, som jeg i Regenskirken i Overværelse af nogle
faa kyndige kunde holde den.
Upassende forekom
det mig, og umuligt var det mig der at tale, som om
jeg stod for en Menighed, der samles til fælles Andagt
og Opbyggelse«. Miiller gav ham
Egi'egie
for Prædi
kenen, og alt syntes at være i den skjønneste Orden.
Det Røre, den vakte, da den en Maaneds Tid efter
udkom i Trykken, kom Grundtvig fuldstændig uventet.
Den fremtraadte under Titelen: »Hvi er Herrens
Ord forsvundet af hans Hus?« tilegnet Faderen med et
varmt og smukt Digt, hvori Oldingen betegnes som en af
de Præster, der ikke havde fornægtet deres Frelser. Naar
han udgav den, var det ikke, fordi han fandt den sær