151 / 494
1 4 0
og Kraft«, siger han om Optrinene, »forbavsedes jeg
over den Ild og Kraft i Sproget, den Fortrolighed med
de gamle Sager, der havde beriget ham med Ord og
Udtryk og med mange karakteristiske Træk i Skil
dringerne, der gjorde denne Bog til et mærkværdigt
Produkt i den danske Literatur.
Han var i en vis
Retning sejlet Historien adskillige Streger paa det
poetiske Kompas nærmere end jeg«.
Grundtvigs første Arbejder havde lettet ham Op-
naaelsen af den Friplads paa Walkendorfs Kollegium,
han søgte efter Tilbagekomsten fra Langeland, fordi de
umiskjendelig hidrørte fra en »lovende« Forfatter. De
to sidst nævnte hvert paa sin Vis fremragende Værker
tillige med de Artikler og Digte, han jævnlig offentlig
gjorde, vakte en betydelig Opmærksomhed for ham og
skaffede ham ikke blot, som han selv siger, »et anstæn
digt«, men i Virkeligheden et meget anset Navn i Læse
verdenen; han følte Kræfter i sig til at vinde et endnu
større, til Trods for den legemlige Sygelighed, hvoraf han
jævnlig led i disse Aar, og som »ofte røvede ham de faa,
dyrekjøbte Øjeblikke, han bestemte til Sjælens Fest«.
Kirken havde han ganske tabt af Syne, han »tænkte
aldeles ikke paa at gjøre Hovedstadens kirkelige
Orakel, Kapellan [PI. G.] Clausen ved Frue Kirke enten
Palmen eller Rangen stridig«, ja han lod sig ikke en
gang høre i nogen af Hovedstadens Kirker. Hans
Attraa var udelukkende at leve for Videnskaben og
Digtekunsten, dem begge eller hvilken af dem det nu
blev, der fik Overtaget, han tænkte paa at opnaa en
Lærestol ved Universitetet, gamle Norden lagde helt
og holdent Beslag paa ham, og hans Ønske var ube