149 / 494
E j vil jeg m ig forvoven m ed dig m aale:
d et blege L ys i N a tte n h a r sit H je m ;
m en ald rig dog i S trid d et traad te frem
om V arm e og om G lans m ed Solens S traale.
Som T rygvason du est i N o rd e n baaren,
m en v en d te aarie dig, som han, m od Syd,
og h vor du gik, d er sm iled liflig V aaren,
og h v ert d it K v a d var lig t en -G uddom s L y d ;
som O laf du igjen m od N o rd dig vendte
og skued K ra fte n m ed din d y b e Sans;
du vakte den, m en k læ d t i S ydens G lans,
og stu nd um ej sig selv i sig den kjen d te.
T h i g rib er jeg, o S k jald ! de stæ rke Stræ nge,
og m ange ræ d d es for den h u le L y d ;
m en L y d e, som fra N o rd en s G ravhøj træ nge,
ej sm elte kan, som T o n ern e fra Syd.
O g vovede jeg S træ ng en at nedstem m e,
og dæm pede jeg R ø ste n s h u le K lan g ,
bety d n in g løs da b lev m it L iv, m in Sang,
th i ik k u n d y b t i N o rd en jeg h a r hjem m e.
Det betegnende for »Optrin af Kæmpelivets Under
gang i Nord«, der som bekjendt i en Række løst
sammenknyttede Scener eller »Samtaler« skildrer »Om
styrteisen af Asers Templer i Danmark og Kristen
dommens sejrende Indtog med det vajende blodige Kors
banner«, er just den Kraft, hvormed Digteren griber i
»de stærke Strænge«. Til Trods for den løse Form
er den poetiske Virkning, disse dramatiske Optrin øve
ikke blot i det enkelte, men ogsaa som Helhed, dyb
og mægtig.
Handlingen antager paa mangfoldige
Steder et ægte dramatisk Sving, Karaktererne ere yp
perlig individualiserede, det hele giver i et malmfuldt,
kraftig tonende Sprog livfulde og farverige Billeder af
den Tid, Digteren har villet skildre. Vel klinger der,
hvad der da ogsaa er fuldt i sin Orden i en Frem-