NFSGrundtvigsLivOgGjerning

133

hvilket tillige med mangt et rigtigt Blik over enkelte

Punkter og Sindrigheden af det hele gjør, at denne Bog

lige saa vel fra den kritiske som fra den æsthetiske

Standpunkt kan anses som en Vinding for vor Litera-

tur«, men hans Kritik, der nærmest er rettet imod

Eddadigtenes, særlig Voluspås, mythiske Paalidelighed,

som han søger at svække ved temmelig intetsigende

Argumenter, er ikke des mindre af den Beskaffenhed, at

Grundtvig i den »Erklæring«, han gav i Anledning af

denne Recension, med Føje siger, at »dersom den Dom,

her er fældet over mine Arbejder i Nordens Mythologi,

var grundet, maatte disse være aldeles forgjæves, thi

den Bygning, jeg af de adspredte Klippestykker søgte

at rejse, svævede da i Luften uden Grundvold«. De to

Standpunkter er i Virkeligheden saa forskjellige som

muligt. Grundtvig finder i Eddadigtene Elementer til

en Gudelære, en Helhedsopfattelse af Tilværelsen saa

sublim, som intet andet Hedningfolk har den, og tvivler

derfor ikke et Øjeblik paa deres Ælde, om han end

mener ogsaa at kunne godtgjøre denne med udvortes

Grunde, og særlig er Voluspå for ham »dette mageløse

Digt, hvori hvert Ord har Betydning, det eneste, som

i sig selv bærer et uimodsigeligt Vidnesbyrd om at

være udsprunget dybt inde i Hedendommet, før end

Sansen for den høje Lære tabtes . . . Enhver mytho-

logisk Undersøgelse, der skal have noget Værd, maa

begynde og ende med dette Digt«. Recensenten finder,

af Grunde, som i Virkeligheden have meget lidt at

betyde — om en virkelig Kritik er der ikke Tale — Vo

luspås Ægthed tvivlsom og betegner derfor den Grund

vold, hvorpaa hele Systemet er bygget, som usikker.