141 / 494
130
intet Slør bedække for Digterens Øje. Vel søgte han
dem stundum der, hvor kun deres Gjenfærd vare, vel
iførte han dem stundum et Purpur sprængt med Sydens
Guld, som hans egen kunstige Haand virkede, fordi
han, ilende, ej saa’ deres eget; men hvad han hidtil
ikke saa’, vil han sikkert en Gang se, thi han kan, og
skete det end ikke, vilde dog den Pris evig tilhøre
ham at have været den første, der atter begejstrede
Norden for sine gamle Guder og iførte dem en Dragt,
der forkyndte deres Højhed . . . . Virkelig frembrød
ogsaa, da Oehlenschlågers Harpe klang, i de mere ud
vikledes Barm en inderlig Længsel efter at kjende Nor
dens Guder, og Vaabengnyet kunde ikke dæmpe, men
fordoblede den snarere som en udvortes Gjenlyd fra
de svundne Dage, som Strid-Skøguls høje Stemme, der
kalder Helte til Valhal«.
Han omtaler Nyerups Oversættelse af den prosaiske
Edda »med sin ikke heldig valgte Titel« (»Edda eller
Skandinavernes hedenske Gudelære«) og betegner denne
som »Mythologiens Forgaard«. »Skulde den lede til
den saare vrange Tro, at man ved at kjende de deri
indeholdne Fabler ogsaa kjendte Nordens Gudelære,
som den i sin Renhed var, da maatte alle Asalærens
Venner inderlig bedrøves«. Af den poetiske Edda har
Sandvig givet en Oversættelse, »men om end langt
flere Exemplarer af denne vare reddede fra Urteboden1),
J) „ Je g u n d red e m ig læ nge o v er“, h e d d e r d et i en N ote, „h v or
led es en Bog som denne, d er ej er til M orskab, k u n d e væ re u d
so lg t; m en m in F o ru n d rin g svandt, da jeg h ø rte, at d ette herlige
V id n e om vor Sandvigs E nthusiasm e, S k arp sin d ig h ed og F lid var
solgt — til M ak u latu r“ .