139 / 494
hans Arbejde paa dette Omraade en udmærket Frugt
i hans »Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren
for dannede Mænd, der ej selv ere Mytologer«. Bogen
er tilegnet Pram med et Digt, hvori det hedder:
N aar S olen er sjunken fra hvæ lvede B ue
m ed ildig e straalen d e, b læ n d en d e G lans,
naar S k in n et afløser den m æ gtige L u e,
da aabnes for h en farn e T id er m in Sans.
N aar D ravger om ride de jæ v n ed e H ø je,
da aabnes, da sk u er, da fu n k ler m it Øje,
jeg v an d rer b la n d t G uder, b lan d t H e lte i N o rd.
J e g skuer, jeg g ru bler, jeg stræ b er at tyde
de Syner, jeg ser ved det natlig e Skin,
at to lk e de u n d erlig g rib en d e L yde,
der to n e saa h ø jt i den susende V ind.
I N u tid e n b un d n e, m ed Ø jet paa Jo rd en ,
de boglæ rde fandt, at h v e r T o n e fra N o rd en
var raa og b arb arisk og svæ rm erisk vild.
•I
Elan betegner i Fortalen Asalæren som »det her
ligste Sejersdrama, som avledes og kunde avles hos en
dødelig Digter«. De faa, der stirrede ind i gamle
Nord, anede, at der en Gang havde staaet et skjønt
og betydningsfuldt Tempel for Guddommen, men de
troede mismodige, at Templet var gjennem mer end et
Aartusende saaledes knust og nedbrudt, at selv dets
Omrids ej mere kunde gives. Mængden troede dem
paa Ordet, og Følgen blev, at mange nordiske Viden-
skabsmænd, der kjendte hver Blomst i Arkadiens Elave,
næsten studsede blot ved Ygdrasils Navn. Ewald dig
tede sin Balder, og en dunkel Anelse af Nordens Eler-
lighed udtaler sig gjennem Digtet, men Skjalden stod
selv uden for den Verden, han vilde fremstille. Den
mandige Pram saa’ »Nordens Kraft fremtræde i Stærk-