134 / 494
123
om N o rn ern e u n de m ig L iv et at friste,
om O din m ig læ re r de Stave a t riste,
saa d y b t dem at grave m ed Sans og m ed
K ra ft —
levede allerede mægtig i ham, og han havde jo alt ud
talt den i Afhandlingen om Asalæren. I November
1807 skriver han til Nyerup: »Jeg havde kun Valget
imellem at opgive Haabet om et nøjere Kjendskab til
Nordens Oldtid og at rive mig løs fra min nuværende
Stilling. Drevet af en indvortes Tvang har jeg valgt
det sidste, og ved Vinterens Ende kommer jeg til
Hovedstaden. Er det mig muligt at subsistere der,
agter jeg i nogle Aar at nyde den Lyksalighed, som
følger den stigende Indsigt«. Han udførte sin Beslut
ning. I Foraaret 1808 drog han til Kjøbenhavn, hvor
til han kom i Maj. Rejsen gik for sig i Smugover
Lolland og Smaaøerne, thi de engelske Krydserevar
paa Færde alle Vegne. Det havde været tre rige og
betydningsfulde Aar, han havde tilbragt i sit »literære
Tomi«; han forlod det i mange Maader som en helt
anden, end han var kommen ■ Livet laa for ham i et
helt nyt Lys, intet Under at han, hvor mange Minder,
glade og sørgelige, der end knyttede ham til »Lavinds
0
«,
med Længsel higede imod Hovedstaden, som vel laa
i Grus, men dog endnu var Midtpunktet for, hvad der
rørte sig af aandeligt Liv i Landet, og hvor han følte,
de nye Kræfter, der var vaagnede i ham, først ret
kunde komme til at udfolde sig.