130 / 494
I I Q
Han opfordrer i stærke, bevægede Ord den ned-
sjunkne, faldne Slægt til at rejse sig fra Blødheds fule
Leje mod Himlen, til at kaste den fæle Gjøglerham
og dæmpe de vilde Glædestoner, til at gaa hen i
Herrens Hus og bede til ham, der har holdt ham op
rejst i lange Tider. Saa skal Manden paa hellig Alter
fod hvæsse sit Sværd til Bretlands Skjold at kløve og
sværge Had til Sydens lumske Gift, og Kvinden skal
kysse Alterets Fod og sværge, »at hun med Smil vil
nære Himlens Ild og svale med sine Taare Jordens
Flamme«, da vil Bølgen atter som i Oldtids Dage hen
bære Danmarks næsten glemte Navn til fjærne Landes
Kyster. Denne Opfordring er forgjæves; Skaren staar
vel et Øjeblik grublende, men den vilde Fryd vender
snart fordoblet tilbage.
Da slaar Dødningeuret sit
tolvte Slag, den gamle synker livløs ned med sine tro
Sønner blødende omkring sig. »Salen rystede som
Blad i Storm, og Skræk udpustede Livsaanden af de
dansende. Gispende fore de til Hel«. Jorden gungrer
som under Kæmpefod, og ind træde tvende Skarer
af Nordens gamle H e lte , alle med gyldne Hjælme,
Hedningerne i hvide, de Kristne i sorte Brynjer. En
Skjald gaar foran dem med Harpen i Haand; han
griber i Strængene og kvæder saa gladelig om den
hedenfarnes Manddom, saa sørgelig om hans Død.
Regnar Lodbrok kvæder om sin Død i Bretland, Ivar
Benløs om, hvorlunde de ristede Ørn paa Ellas Ryg.
Gunild, Svend Tveskjægs den stolte, den dejlige
Søster, træder frem af den kristne Skare og kvæder
om, hvorlunde