125 / 494
i i 4
Tankegang baade i det hele og i det enkelte — der
er i mange Maader et lignende Forhold imellem denne
Kritik og dens Objekt som imellem Paveis’ bekjendte
Kritik og Oehlenschlagers første Digtsamling, der
jo ogsaa paa sit Omraade mødte med en helt ny
Opfattelse. Grundtvig er imidlertid, som det let ses,
saa vel i Afhandlingen om Religion og Liturgi som
i de øvrige samtidige Arbejder meget langt fra at
staa med den overlegne Klarhed over sin Opgave,
der udmærker Oehlenschlåger allerede ved de første
Skridt, han gjør paa sin Bane, efter at de bundne
Kræfter er bievne løste, men ét have de til fæl
les, en glødende Begejstring for de Ideer, der fylder
dem, en hensynsløs Affærdigelse af, hvad der staar
disse imod, og et friskt, genialt Syn paa Tilværelsen,
der indgiver dem en Rigdom af Billeder og origi
nale Tanker og Vendinger, noget, der hos Grundtvig
bliver end mere iøjnefaldende ved den Ubehjælpsom
hed, hvormed han endnu i det hele taget bevæger sig
i Sproget. Hans Stil er i disse hans første Arbejder
saa mættet med Tanker og Ideer, at man bestandig
ligesom har en Følelse af, at han ikke kan finde Ord
for alt, hvad han har at sige • det er hvert Øjeblik,
som om Indholdet optager ham saa mægtig, at det vil
sprænge Formen, som om denne er for snæver til at rum
me det. Det er let at forstaa, at det Sprog, der førtes i
disse Afhandlinger, dels ved sin i det hele taget højst
usædvanlige Karakter og dels ved den Mangel paa Klar
hed, hvoraf det paa mange Punkter led, maatte overraske
og frastøde mange af Datidens Læsere, for hvem det, der
i Virkeligheden var en Følge af en overstrømmende,