124 / 494
H3
hellige Ild«. Det mindre poetiske, vi har, »er dog,
naar det udføres med Værdighed, i Stand til at op-
svinge os mod Himlen og opløse vort Væsen i an
dægtig brændende Følelse. At dette sjælden sker, har
i Stæderne sin Grund i Tilhørernes frivole Stemning
og paa Landet i Maaden, disse Ting behandles paa af
Præsten«. Paa lignende Maade forholder det sig med
Salmesangen. Den nye Salmebog — den evangeliske
— er ganske vist bedre end den gamle, især i Hen
seende til Korrekthed i Versbygningen og Værdighed
i Udtrykket, ja, han indrømmer mærkeligt nok end-
ogsaa, at den »indeholder megen Poesi«, men den er
dog langt fra det Ideal, der svæver for hans Øje. Blev
Salmerne ordentlig sungne, vilde allerede meget være
vundet, »men saa længe Mængden af vore Kirkers
Syngemestre endnu kunne lære meget af Bræger og
Per Degn, ville selv de skjønneste Salmer tabe deres
Kraft og udbrede Dorskhed i Stedet for dyb Følelse«.
Som alt anført vakte denne mærkelige Afhandling
en vis Opsigt. Udgiveren af det theologiske Maaneds-
skrift, i hvilket den optoges, forsikrer Forfatteren, at
»enhver retskaffen vil læse den med megen Agtelse
baade for hans Forstand og Hjærte«. Sproget og en
kelte Udtryk paa faa Steder »have ikke behaget ham«,
men lige meget, »Forfatteren har talt Religionens Sag
med en ren Aand og et varmt Hjærte«. Ogsaa P. E.
Muller udtaler sig i det hele med megen Anerkjendelse
om den. Adskillige af de Bemærkninger, de i det
enkelte have at gjøre ved den, vidne imidlertid om,
hvor langt de- i Virkeligheden er fra at forstaa hans
Fr. W, H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning.