119 / 494
i o
8
slet ikke at gaa uden for disse for at opdage, hvad der
kan bevæge det virkelig religiøse Menneske til at blive
borte af de fleste. Vi maa selv finde, det næsten er
umuligt der at hæve sig over det endelige, da det om
ringer, indeslutter os overalt, træder stedse frem under
varslende Gestalter, der synes at kæmpe med hinanden
om Æren for vor dybeste Nedtrykkelse i Tilværelsens
Sump«. Men er det nu den foreskrevne Del af Litur
gien eller den, der er overladt til Præsten, der bærer
Skylden herfor? Ubetinget den sidste. Der er nu først
Prædikenen. Vi vente af Præstens Mund at høre de
høje Sandheder tolkede med værdige Ord og med den
dybe Følelses antændende Ild, derfor staar Taleren paa
det ophøjede Sted, men mange af vore Præster kunne
ikke og mange ville ikke opfylde en stor Del af For
dringerne. I det han undtager de faa, der med ud
dannede Evner forbinde Flid og Nidkjærhed og for
kynde Jesu h e l e Lære, inddeler han Resten i de
dogmatiske og de moralske. De førstes' Prædiken er
uden Frugtbarhed for Livet, fordi den til Trods for, at
de stedse slaa om sig med Treenighed, Jesus og hans
P'orsoning, er uden sand Relation til det evige. »Fra
disse Kirker maa vi blive borte eller sove«. De »mo
ralske« Præster, som han dvæler udførligst ved, og som
der da ogsaa var flest af, have alle det til fælles, at
de ængstelig stræbe at undgaa Nævnelsen af det hel
ligste, som frygtede de for at besmitte det ved uvær
digt Selskab. Nogle af dem mangle baade Talent og
Virksomhed, »hos dem sove vi lige saa trygt som hos
de dogmatiske — Forskjellen er blot, at vor Søvn
bliver kortere, da disse Herrer sjælden have megen