118 / 494
107
det inderligste Samfund mellem begge«. Dette finder
han realiseret i den første kristelige Liturgi, saaledes
som vi finde den angivet i Apostlernes Skrifter, og
denne bliver da Urtypen, hvorefter de Kristnes Liturgi
stedse maa være indrettet, naar den skal være hensigts
mæssig. »Intet kan derfor være daarligere end den
Paastand, at Liturgien skal skride frem med Tiden, da
den tvært imod, uafhængig af samme, ene bør rette sig
efter, hvad den skal udtrykke, Nærmelsen til det evige,
og kan, naar den en Gang passer, lige saa lidt foran
dres, som Religionen selv«. Dette udelukker selvfølgelig
ikke, at vi ved Indretningen af vor Liturgi benytte alle
vor Tids Fordele til at forøge Fremstillingens Værdig
hed, blot at vi aldrig tabe den første kristelige Liturgi
af Sigte, stedse huske, hvad det er, som skal frem
stilles, og aldrig glemme Sakramenterne, Daaben og
Nadveren, der udgjorde og maa udgjøre »Liturgiens
nederste og øverste Punkt«.
Han gaar derpaa over til at undersøge, »hvor vidt
den nærværende Liturgi i sin mere udstrakte Bemær
kelse eller det, som foregaar i vore Kirker, svarer til
disse Fordringer«, og her falder haarde og skarpe Ord.
Det er bekjendt, siger han, at staa vore Kirker end
ikke tomme, saa kommer dog intet Menneske af god
Tone i dem uden enten for at faa sit Øre kildret, eller
for Exemplets Skyld eller af mindre ædle Grunde. Al
muen føler ikke længere nogen Trang til at komme i
Herrens Hus. »Vi ville slet ikke nægte, at den temme
lig højt stegne Ligegyldighed for alt helligt paa Jorden
og i Himlen, som man, ventelig ironisk, kalder Oplys
ning, afholder mange fra vore Kirker, men vi behøve