122 / 494
111
har af kjært og skjønt, thi det kunne ene de, som føle,
at deres Borgerskab er i Himlen«.
»Man har i den senere Tid«, hedder det videre,
»saa inderlig ønsket det oversanselige borte af Kristen
dommen. Man har imidlertid været godmodig nok til
at raade Præsterne at lade det staa, indtil det faldt al
sig selv, og det kaldte man Pastoralklogskab. En lige
dan Klogskab er det, som byder Nutidens Mennesker
at lade de gamle Borges Mure staa som latterlige Vid
ner om den barbariske Old, de skylde deres Ophav,
og det er kun skjændig Bagvaskelse, som siger, det
sker, fordi — man ej k an nedbryde dem«.
Ogsaa for Sakramenternes Vedkommende søger
han Hovedgrunden til den Ligegyldighed, hvormed de
omfattes af Menigheden, i den Maade, hvorpaa de i
Almindelighed forvaltes, især af de moralske Præster.
»Med hvilken tankeløs Ilfærdighed oplæses ikke som
oftest Indledningen, der skal vise, hvi Daaben sker!
Hvilken Vold gjør ikke Nævnelsen af den hellige Tre
enighedslære paa Præsten! Hvilken forstaaelig Afsky
fremlyser ikke af hvert af hans Træk, naar han med
uvillig Finger maa drage Korsets betydningsfulde Træk
over den spædes Bryst og Ansigt! Tydelig ser man,
det ej er til Tro paa den korsfæstede, ej til de helliges
Arvedel i Lyset, men kun til en Borger af Moralstaten,
der skal kunne staa urokkelig uden Kirke og Religion,
den oplyste Lærer vil indvie Barnet«. For Nadverens
Vedkommende ønsker han Syndsforladelsen i Skrifte
stolen afskaffet — »var der ogsaa kun én blandt tusende,
som ved Tanken om hin Syndsforladelse bestyrkedes
i sit Letsind, da burde den afskaffes som en Levning