115 / 494
104
bruge den, thi flux opvaagne de dræbte Helte som af
Slummer. Dog Maalet maa naas, og derfor ere Valhals
Kampe kun Forbilleder paa den store i Ragnaroke,
da Guderne selv skulle falde og give Plads for det
identisk evige.
Først da skulde en skjønnere og her
ligere Sol beskinne den gjenfødte Jord, og Heltene
leve i uadskilleligt Samfund med Alfaudur i Gimle.
»Dog, hvor ugjærne vi end skilles fra gamle Nor
dens hellige Myther, der i sig selv skjule det herlige
Lys, der berettiger dem til Navnet Religionens Morgen
røde, maa vi vende Øjet hen paa den gyldne Sol, der
alt frembryder i Østen, og hvis Straaler ogsaa en Gang
skulde opvarme det kolde Norden. Jesus fødes, og
med ham nedsteg atter Religionen paa Jorden, thi han
var det levende Udtryk for den eviges og det endeliges
inderligste Forening. Men Religionen i højere Betyd
ning kunde ej mere bo paa Jorden. Med Jesus opfor
den atter til Himlen efter først at have slynget sit
hellige Baand om det endelige, hvorved det kunde
hæve sig til det evige. Det er, hvad Skriften siger:
Jesus forsonede Menneskene med Gud. Jesu Religion
er det endeliges Forsoning med det evige. Men for
at fortjene dette Navn maa den løse Tilværelsens Gaa-
der, og den gjør det ved at vise, hvad hidtil ingen
kunde, at Poesiens og Filosofiens Identitet kan, knyttet
til det evige, være Religionens Repræsentant i det
endelige.
»Da Jesu Lære forkynder sig som Poesiens og
Filosofiens givne Identitet, maa den nødvendig være
et Mysterium, og alle de, der forledede af dens Be
standdele ej antage den derfor, maa fare vild. En