113 / 494
102
føle hin Trang, der gaar ud over det endelige, og vi
maa da inderlig hige efter det første«.*
Der opstaar saa det Spørgsmaal: »Hvad er Reli
gion?« Den almindelige Definition, at den er Kundskab
om det oversanselige, tilfredsstiller ikke ; den er ufuld
kommen, fordi den er fremkommen ved blot logisk
Abstraktion fra et noget, der uden Bevis antages at
være, hvad man vilde definere. »Er det umuligt at
faa fyldestgjørende Svar paa dette vigtige Spørgsmaal,
da maa det søges i Historien, der ubekymret om sig
selv afslører under sin rolige Gang det højeste og dy
beste . . . Baade Grækers og Jøders og Skandinavers
Historie taber sig i en gylden Alder, da Guderne ^van
drede paa Jorden, da det himmelske og jordiske faldt
sammen i én Idé. Her hviler Aarsagen for alle Reli
gioner, her faa vi Svaret: Religionen er det endeliges
Samfund med det evige«. Der kunde imidlertid selv i
Jødedommen efter Syndefaldet ikke være Tale om Re
ligion i højere Betydning, men kun om en Stræben
derefter; »saa snart som Menneskene søgte Kundskab
og gjorde Forskjel mellem godt og ondt, maatte Sam
fundet med det evige nødvendig ophøre, thi derved
gives Tilværelsen en egen Vigtighed, og Mennesket
var efter den første Frihedsytring ej længere nødvendig,
hvad han var, men et Resultat af Valg. Alle de gamle
Religioner var Poesi. Filosofi ansaas som deres Fjende
og var det virkelig ved sin Stilling. De gamle dømte
rigtig, at den Kundskab, der styrtede Menneskene, var
Filosofi. Frygtsomme for den lange Vej fremad stræbte
de stedse tilbage imod det evige, hvorfra de vare løs
revne. Derfor sluttede de sig saa tæt til Poesi, da